I 2008 meldte vi os ind i Himalaya Projekt og fik to donorbørn, så i efteråret 2018, syntes vi, at det var på tide at besøge landet og ikke mindst “vores” piger.
Den ene pige hedder Gyatri, og hende har vi doneret i 5 år. Vi havde faktisk først hendes bror, Rosan, men så droppede han ud af skolen, og vi fik så lillesøsteren. Desværre har Gyatri nu valgt at gifte sig med en ung fyr på 15, og hun er selv kun 16 år. De to bor nu sammen i Kathmandu, og da vi var dernede, spurgte vi, om hun stadig vil gå i skole, for så vil vi gerne fortsætte med at betale. Det sagde hun ja til, men lad os nu se, hvad der sker. Senere på vores tur mødte vi nemlig både storebroderen og moderen, og de mente begge, at vi skulle støtte en af de andre søskende i familien fremfor Gyatri. Der er ingen tvivl om, at familien er ret utilfredse med hende og hendes beslutning om ægteskab.
Den anden pige, Subita, har vi doneret i alle 10 år, og hun er nu 25 år gammel, så hende var vi specielt interesserede i at møde. Vi havde haft kontakt med hende på Facebook og kunne, via billeder og de små beskeder hun formåede at skrive til os på engelsk, følge lidt med i hendes liv, så vi glædede os virkelig meget til at møde både hende og hendes familie. Såå – i uge 41 og 42, 2018 besluttede vi at tage afsted.Vi vil nu beskrive nogle af vores forberedelser og tanker inden afrejse, da vi håber, at det måske kan være en hjælp til andre, der har lyst til at besøge det smukke land med den fantastiske venlige og, trods den store fattigdom, glade og smilende befolkning.
Først lige lidt om os selv.
Vi hedder Michael og Helle og er henholdsvis 53 og 55 år gamle. Vi bor i Mariager, og vi er meget rejsevante og har besøgt mange lande verden over.Vi taler begge okay engelsk. Vi tænker, at vores motionsvaner er ret normale, men inden turen til Nepal skruede vi lidt op for de lange gåture i Bramslev bakker. Dels for at gå vores nye vandrestøvler til og dels for at se, hvordan Helles nye knæ reagerede på lang tids belastning, både op- og nedad. Det så heldigvis fint ud, uden for mange smerter og hævelse, så vi var klar .i hvert fald fysisk. Meen at tage til Nepal og besøge lokalbefolkningen out of nowhere og i bogstaveligste forstand langt fra alfarvej, er jo ikke helt det samme som at rejse rundt som turister, steder, hvor vi selv via internettet har haft styr på alting. Det var det i hvert fald ikke for os. Vi havde virkelig mange tanker og betænkeligheder omkring rejsen, så vi besluttede os for at kontakte Kurt og Nanna fra bestyrelsen, og hos begge fik vi heldigvis hurtigt brugbare svar på alle vores spørgsmål. Derudover tog vi kontakt via mail til Janaki i HP, og hun gav os også en helt fantastisk og uundværlig hjælp til alle de praktiske ting.
Her er nogle af vores tanker:
Hvor langt kan man gå på en dag? Hvor ligger lodgene, og hvordan booker man dem?
Skal vi bruge en eller to bærere, og hvordan får vi kontakt til ham/ dem?
Hvordan kommer vi fra Kathmandu ud i bjergene? Hvor lang tid vil vi være i de forskellige byer? Ja, i det hele taget, hvad vil vi gerne se?Alt dette hjalp Janaki os med. Vi skrev til hende, at vi gerne ville besøge begge vores donorbørn og se nogle af de projekter, som HP har finansieret, og så gik der kun et par dage, så skrev hun tilbage med en udførlig plan over vores rejse. Såå fantastisk.
Søndag d. 7/10
Vi køber VISA i lufthavnen (omkring 150 kr.) og bliver hentet af hotellet (den eneste overnatning vi selv havde booket hjemmefra.)
Dendi, vores guide, kommer og henter os i en taxa og kører med ind på HP kontoret, hvor vi skal mødes med Janarki.
Det første, der sker, er at vi får masser af tørklæder om halsen og hilser på en del mennesker. Iblandt dem er Gyatri, vores donorpige. Det er vi ikke klar over. Vi tror, at vi skal møde hende senere i bjergene og vi kan faktisk ikke lige kende hende. Hun er en meget genert pige og svarer os meget kort på vores spørgsmål. Vi snakker lidt om hendes fremtid og fortæller hende, at hvis hun vil fortsætte med at gå i skole, vil vi gerne fortsat støtte hende.
Da hun lige er blevet gift, og vi godt vidste det på
forhånd, havde vi fået Janarki til at købe en gave til hende fra os. Den får hun nu, og det er noget flot rødt tøj, for en gift kvinde i Nepal skal nemlig gå i rødt.
Senere spiser vi frokost med Janarki og Dendi på Kurts stamrestaurant, der ligger tæt ved kontoret, og vi gennemgår programmet sammen. Mens vi sidder der, får vi at vide, at flyet til Phaplu er blevet aflyst pga. vejret, og Janarki får hurtigt arrangeret, at vi kan komme med en jeep i morgen tidlig i stedet. Puh ha, nu ligger der en laang køretur foran os. Det havde vi ikke lige regnet med, men vi er da glade for, at vi trods alt kommer afsted i morgen. Dendi går med os hen for at veksle penge, og bagefter går vi alle tre en tur i byen og også rundt om den store Stupa. Dendi byder os på hans favoritthe – the med smør og salt. Tror ikke, at det er noget vi kommer til at nyde, men heldigvis fås the også med sukker og uden smør.
Mandag d. 8/10
Afgang fra hotellet kl. 6 og i Phaplu 11 timer senere efter en meget rystende, i både bogstavelig og overført forstand, jeeptur. Vi ser en bus, der ligger langt nede ad skrænten og en lastbil, der er kørt ud over lige nogle øjeblikke, før vi kører forbi. Vores chauffør virker heldigvis meget erfaren, og vi bliver efterhånden trygge ved hans kørsel og kan slappe af i kroppen. Men bumleriet og de skarpe sving kan han selvfølgelig ikke gøre noget ved, så det er ret godt, at Helle har køresygeplaster med hjemmefra. Det forhindrer helt sikkert, at hun kaster op, men stakkels Dendi, der sidder på bagsædet, må lige af med sit maveindhold. Vi ankommer til Phaplu kl. 17, og det er en meget fin lodge med eget toilet på værelset og bad på gangen, dog ikke brugbart da der ikke er vand i bruseren. Dendi får vores bærer Punda installeret på et hostel tæt ved vores, og vi går tidligt i seng, da vi har en lang dag foran os og er ret trætte efter køreturen. Der er meget koldt om natten, men her er heldigvis tykke dyner, som vi kan lægge over vores soveposer.
Tirsdag d. 9/10
Efter en lille morgengåtur for at se de sneklædte bjerge – wow såå flot – kommer Namgyal, borgmesteren i Solukhumbu og besøger os.
Han har også selv været donorbarn i HP, og han er ret
god til engelsk, så vi får en rigtig god snak med ham,
og vi kan spørge ham om alt muligt. Adspurgt om alt det affald, vi har set nedad skrænterne på vej hertil, siger han, at han allerede er i gang med et projekt, der skal få affaldet fjernet og forhindre, at det kommer igen. Vi har en loudspeaker med til ham fra Janaki, og vi giver ham selv en lille H. C. Andersen figur.
Nu kommer vores bærer, og vi siger farvel til Namgyal og starter vores første vandretur – mod Junbesi.
Onsdag d. 10/10
Efter havregrød og musli, der dog ikke helt kan sammenlignes med det derhjemme, får vi begge vores første brusebad siden Khatmandu. Vi føler os helt friske og beslutter os alle fire for at gå en tur uden rygsække, for at se Kusudevu hospital og Thuptenchhyoling klosteret.På vej til hospitalet hilser vi på Namgyals søster, og vi går også forbi deres fars og mors hus. Dendi kender en af sygeplejerskerne, og derfor får vi lov til at komme ind og se alle rum. Det er virkelig fattige forhold, og man bliver så taknemmelig for, at man bor i Danmark.
Michael arbejder som ingeniør og installerer CT scannere på danske hospitaler. Det er lidt sjovt for ham at se et gammelt Carestream røngentapperat. Der er også en lille tandlægeklinik, og der møder vi et ældre australsk ægtepar, der er kommet for at hjælpe til og lære fra sig i et par måneder. Meget prisværdigt. Vi får serveret en virkelig god jordbærthe af en sygeplejerske og går derefter videre for at se et vandfald og en helt nybygget skole for drenge, kommende munke, tror vi. Eleverne spiser frokost, mens vi er der, og både skolestuen og spisesalen er store og flotte. Her er der fine forhold. På gåturene møder vi hele tiden de sødeste børn. Vi har nogle små lygter med hjemmefra, som vi giver dem, og de smiler alle helt op til ørerne, og nogle af dem kan endda sige tak på engelsk. De er næsten allesammen beskidte, og her ser vi ikke et eneste tykt barn, men det undrer os, at der er nogle af dem, der har North Face jakker på. Men får at vide at det bare kopijakker. De helt små har ingen ble på, og Dendi fortæller os, at de bare tisser i bukserne. Det må være koldt om vinteren. De bliver nok hurtigere renlige end vores børnebørn hjemme i Danmark. Vi ser ingen børn med fint legetøj, men har de en rigtig plastikdrage eller bare en pose på en pind, kan de lege længe med den. En hoppefigur tegnet i jorden eller nogle sten kan også sagtens bruges til leg.
På klosteret får vi serveret gratis Dal Bath i spisesalen for gæster, og vi får lov til at komme ind i kvindernes bederum, mens de er der. Vi skal købe tørklæder til ofring, men vi får dem tilbage igen bagefter. Vi får også hver en lille pose med kiks og forskellige andre spiselige ting af nonnerne og et fotografi af lamaen. Om aftenen sidder vi og hygger på lodgen. Der er dejligt varmt med ild i brændeovnen og vi leger med den lille pige i huset. Der bor også en ung nepalesisk mand her, og han deltager også i morskaben med vittigheder, quizzer og opgaver, vi finder på til hinanden. Der står en guitar i stuen, og Dendi og den unge mand synger en nepalesisk sang for os. Om aftenen får Helle desværre også dårlig mave og må også starte på antibiotika.
Torsdag d. 11/10
Afgang kl. 6 mod Sete efter morgenmaden, der består af flade brød og røræg. Helle kan desværre ikke spise noget, men vi har energibarer med, hvis appetitten kommer tilbage.
Lige efter start viser Dendi os en stenmur, som er Kurts første projekt i Nepal. Den skal forhindre folk i at falde lang ned i dalen.Vi skal gå langt i dag, vi skal op gennem Lamjurapasset (3600m), og det går bare op og op i lang tid. Efter nogle timer kommer vi heldigvis til en skov, hvor der er skygge. Det er godt tænkt af Dendi at starte så tidligt, for varmen er virkelig hård, når man arbejder og luften føles tynd.
I starten er det meget hårdt, men efterhånden, som man får åndedraget og pulsen op i det rigtige gear, går det lettere, og vi kommer raskt opad. Dendi siger, at vi går hurtigt, og vi når også toppen før Dendi og Punda. Fantastisk følelse og fantastisk udsigt. Vi har fortjent den kolde cola.Det er ikke her, vi får frokost, så vi er hurtigt videre gennem en rhododendron skov. Desværre er de ikke i blomst nu, men vi kan sagtens forestille os, hvor smukke de store træer er om foråret. Vi spiser Dal Bath på en lodge, hvor Dendi kender den unge kvindelige ejer. Han kender da også Gud og hvermand :-) Det er koldt heroppe, og vi varmer os lidt ved ilden inden turen går videre nedad mod Sete, hvor Subita venter på os. Det er hårdt for Helles knæ at gå nedad, og vi og Dendi må derfor gå en lidt længere og knap så stejl rute uden rullende sten, mens Punda går smutvejen. Da vi når Sete, er Subita der, og det er vildt mærkeligt og ret dejligt endelig at kunne give hende et stort knus. Vi får endnu et tørklæde om halsen, og vi har en bærbar computer med til hende, som Janarki købte for os i Kathmandu. Den har Subita ønsket sig i mange år, og hun bliver rigtig glad og også lidt forlegen. Over en kop the fortæller hun os, at hun gerne vil læse videre, og hun håber, at vi fortsat vil støtte hende. Det kan vi ikke love, før vi har snakket med organisationen, men vi fortæller hende, at vi er positive overfor det. Om aftenen hygger vi i køkkenet, som er ejet af skoleinspektøren på Bakanje skole og hans kone. Eller måske er det mest konen, der ejer lodgen. Vi undrer os over, at det er manden der laver det meste, mens konen sidder og kigger på, og Dendi fortæller os, at i Sherpa familierne er det kvinderne, der ejer jorden, og det er helt normalt, at de bliver vartet op af mændene. Her er ingen mulighed for bad og kun meget koldt vand i hanen på toilettet, som her er et rigtigt toilet med cisterne. Det er en meget kold og mørk nat, og vi er glade for vores lommelygter, når vi skal op og tisse om natten.
Fredag d. 12/10
Vi skal en tur til Bakanja og se skolen og thefabrik byggeriet. Punda går ikke med os i dag, han er taget hjem til familien.
På vejen er vi lige kort inde i en Help Post, en lille skadestue, kan man vel godt sige. Vi hilser på to mænd, hvoraf den ene er uddannetsygeplejerske. Det, der slår os allermest, er, hvor beskidt her er. I et rum står en fødebriks,
og den er tydelige blodplettet og snavset. Vi siger til Dendi, at vi undrer os over, at et uddannet personale ikke er mere opmærksomme på hygiejnen. Hvis man ikke er syg, når man kommer her, kan man da hurtigt blive det. De fortæller os at børn under 5 år kan blive vaccineret gratis. Der er en nybygget aflåst bygning, som skal bruges til opbevaringsrum, og den venter kun på at Kurt kommer, så den kan blive indviet og taget i brug. Pludselig på vej til skolen møder vi Rosan, som er vores første donorbarn, Gyatris bror. Han står der midt på vejen i seje cowboybukser og sko og virker ligeså genert som Gyatri. Han tjener nu penge ved at køre jeep. Vi får lige et tørklæde mere og desværre har vi ingen gave med til ham. Vi finder efterhånden ud af, at det han vil, er at overtale os til at donere en af hans yngre søskende i stedet for Gyatri. Han tror ikke på, at hun vil fortsætte med at gå i skole. Det kan vi naturligvis ikke love ham. Senere da vi spiser frokost på Kurts stam thehouse, kommer en masse kvinder ind for at få the og deriblandt er Gyatris mor. Om hun vidste, at vi var lige der, aner vi ikke, men hun taler meget ivrigt og længe med Dendi, og han fortæller os, at hun er meget interesseret i, at vi ikke længere støtter Gyatris uddannelse, men i stedet en yngre søster eller bror. Tydelig at familien er meget utilfredse med Gyatri og hendes alt for tidlige ægteskab. Vi kommer frem til skolen i Bakanje, hvor der går syv mænd og arbejder. Eleverne har ferie, men vi har en nøgle fra skoleinspektøren og kan derfor komme ind i på lærerværelset og kontoret. Fine lokaler selvom det selvfølgelig ikke er i nærheden af dansk standard, og de bøger, vi ser, er virkelig gamle. Dendi viser os et lærerskema og fortæller, at man har været nødt til at kontrollere lærernes komme- og gåtid, for ellers bliver de bare væk fra undervisningen. Det har heldigvis hjulpet en del. Nøglen passe ikke til klasselokalerne, så dem kan vi ikke få at se, men på en væg hænger nogle elevprojekter skrevet på engelsk. Det var dejligt at se. Det ser ud til at eleverne lærer noget, trods manglen på materialer. Desuden ser vi et rum med et skilt over døren, hvor der står Science Room. Det er stadig under opførelse. Der er også lige blevet bygget rigtig fine toilethuse, der dog heller ikke er helt færdige endnu. Lidt væk ligger grunden, hvorpå den nye the fabrik skal ligge. Der er ikke så meget at se endnu, men der er da nogle mænd, der er i gang med et eller andet, og vi forstår til fulde Kurts valg af placering – udsigten er da helt fantastisk. Dendi finder en 51-årig kvinde, som ejer en themark og som gerne vil vise os den. Det er fuldstændig vildt, hvad den kvinde har formået at gøre – praktisk talt helt alene. En mark i Nepal er ikke nødvendigvis et stort fladt stykke jord. Her har kvinden ryddet et stort stykke af en bjergside og lavet terrasser, hvor hun har plantet de mange the buske. Hun viser stolt buskene frem og beder os tage et billede af hende til Kurt. Hun har virkelig puttet mange arbejdstimer og penge i projektet og har endnu ikke fået noget udbytte. Vi håber at sol og vind er med hende. Hun er sådan en sød og arbejdsom dame. På vej tilbage til Sete møder vi en bonde, der pløjer sin mark med en okse og en gammeldags træplov. Subita siger, at det kan hun da også gøre, så vi presser hende til at vise os det, og det lykkes faktisk for hende at pløje er lille stykke og få vendt både okse og plov. Lige efter vi er nået tilbage til lodgen begynder det at regne, og det bliver ved hele aftenen og natten. Det er en virkelig kold nat, og Michael får feber og ondt i halsen.
Lørdag d. 13/10
Næste morgen kommer Punda tilbage til os, og vi siger farvel til Sete og går mod Kinja, hvor Subita bor.
Det er én af de kortere ture, der går nedad hele vejen. Vi går forbi Chhimbu School, der også har lukket pga Dashain festival, men vi kan komme ind på lærerværelset, fordi Punda har en nøgle.Her er ikke helt så fint som i Bakanje, men det er også tydeligt at se, at skolen er ældre. Klasseværelserne ser vi gennem vinduerne. Der er ikke meget at se ud over nogle gamle borde/ bænke, som står lidt rodet. Måske har de været skubbet rundt pga. rengøring. Vi hilser på Pundas søn og én af hans venner i skolegården. Punda er nabo til skolen, og han inviterer os hjem på en kop the. Det er ret vildt at se, hvor lidt mennesker kan nøjes med og så stadig være så smilende og positive, som Punda er. Det er svært at beskrive hans hus – småt og fattigt er vist de første ord der falder os ind. Hvordan søren de holder varmen her om vinteren er ikke til at forstå, og vi kan heller ikke lade være med at tænke på, at han og hans familie ofte må gå sultne i seng. Punda har en ko og en kalv, og han byder os på varm mælk i stedet for the. Dendi fortæller, at det er det bedste, han overhovedet kan byde os, og vi kan mærke, at vi kommer tættere og tættere på ham. Den store respekt, vi havde lige fra første dag for hans arbejdsevne og venlige sind, bliver bare større jo bedre vi lærer ham at kende. Han er virkelig en fantastisk person, og han har fortjent hver en rubi, han får for at bære vores ting. Mon ikke vi også spæder lidt oveni, når vi betaler ham. Da vi når lodgen, hvor vi skal overnatte i Kinja, er vejret fantastisk, og vi sætter os i solen og nyder en sodavand, og pludselig kommer Subitas far. Der krammes, smiles og tages masser af billeder, og faderen byder på øl – uden dog at han selv vil have noget. Vi aftaler at komme op og besøge ham og familien næste dag til frokost. Senere går vi en tur til den store brusende flod, hvor både Dendi og Michael synes, at det kolde vand er noget så uimodståelig. På vej tilbage viser Subita os resterne af hendes gamle hus. Det blev ødelagt af jordskælvet i 2015. På lodgen er, for første gang siden Junbesi, mulighed for et hurtigt varmt bad, og i spisestuen er der endda et tv. Subita går hjem til sig selv den aften. Vi får dejlig suppe med nudler til aftensmad, ja på nær Punda, der som altid spiser Dal Bath, og vi sover forrygende og længe.
Søndag d. 14/10
Hen ad formiddagen kommer Subita ned til os for at følges
med os op igen. Nepalesere regner ikke de gåture i bjergene for noget. Subitas far, mor og svigerinde med sine tre små børn er hjemme.
Storebroderen og hans familie bor lige nu i et lille skur bag ved huset. Det er meningen, at de skal blive boende der, og nu er far og søn, der begge er tømrere ved at bygge et større hus til dem. Vi kan se fundamentet, men det går ikke så stærkt med byggeriet, for man skal have tilladelse til at fælde træ i skoven, og den lader desværre vente på sig. Vi får den bedste Dal Bath, vi indtil nu har fået til frokost. Den bliver serveret for os i stuen, og der er ingen i familien, der spiser sammen med os. For os er det virkelig mærkeligt. Vi er jo vant til, at man spise sammen, men her har vi ofte fået maden serveret før alle andre, og det, synes vi, hverken er behageligt eller hyggeligt. Subita har et ret fint hjem, nu vi har set Pundas. Hun har et fint stort værelse sammen med søsteren, og det er tydeligt, at Subitas mor er god til at holde orden og gøre rent. Vi ser kun værelset og stuen, som er tapetseret med gamle aviser. Efter frokost får vi serveret risbrændevin, som smager helt forfærdeligt, men Michael er sej og drikker alligevel både sit eget og Helles glas. Subitas far siger flere gange, at han er meget glad for, at vi besøger dem, og han er glad for at vi støtter Subita. Det er også tydeligt, at hele familien er stolte af Subita. Tilbage i dalen igen går vi en tur forbi Subitas gamle skole. Da hun gik der, malede hun en fin rose på ydermuren. Hun er altså også kreativ – pigen :-)
Vi går en tur på markedet i Kinja og køber et stykke chokolade til alle. Wow, den lille snickers er jo en himmerigsmundfuld.
Kinja er en hyggelig lille by, og alle er så glade og smilende. Subita er vokset op her, så hun har en masse venner og hilser kærligt på mange, men hun er alligevel sammen med os, al den tid vi er her.
Om aftenen hygger vi alle sammen med lege på terrassen. Doma som er lodgeejerens datter på omkring 10 år, leger også med. Hun er fantastisk sød og lattermild, og vi nyder virkelig både hendes selskab og den sidste dag sammen med Subita.
Mandag d. 15/10
Kl. 5.30 er vi ude af soveposerne og gør os klar til at gå den sidste etape på gåben. Vi skal til Deureli, som ligger en 6 – 7 timers gang opad.
Hele familien på lodgen og Subita, som har overnattet hernede, er oppe for at sige farvel til os. Vi får tørklæder og knus af alle. Det er lidt vemodigt at sige farvel. Det har været nogle fantastiske dage, og vi aner jo ikke, om vi nogensinde får Subita at se igen.I dag er det lidt hård at gå, synes vi begge. Om der er lidt psykologisk antiklimaks i det, eller om det bare er, fordi vores ben er ved at være godt brugte, ved vi ikke, men opad skal vi jo, og efter en god lang frokostpause i solen, når vi da også Deureli ved 13 – tiden. Vi skal nu desværre også sige farvel til Punda. Han får lidt at spise og drikke og sin betaling, og straks løber han over og køber to tørklæder til os. Såå sød en tanke, men selvfølgelig havde vi helst set, at han ikke havde gjort det. Han får store knus af os begge og tak for det store arbejde, han har udført, og så har han lige 3 timers gang/ løb hjem. Vi overnatter på et meget fint hotel i Deureli og her er INTERNET :-)
Det betyder, at vi kan meddele familien derhjemme, at vi er ok. Først nu mærker vi rigtigt, hvor meget de er savnet.
Tirsdag 16/10
Så går turen tilbage til Kathmandu. Vi kører med jeep kl. 6 om morgenen og 11 hoppende, varme og støvede timer senere, er vi i Kathmandu, hvor vi nu også må sige farvel til Dendi.
Han har været en helt fantastisk, meget vidende og utrolig omsorgsfuld guide. Især når vi var syge, men også generelt har han sat vores velbefindende i højsædet og virkelig gjort, hvad der stod i hans magt for, at vi skulle få en både god og uforglemmelig oplevelse. Han får det varmeste knus af os begge. En helt igennem fantastisk oplevelse at være på tur i bjergene, men nu er vi begge også enige om, at det fine hotel i storbyen med et varmt bad, rent tøj og rene senge er lidt rart.
